Slaget i Køge Bugt – på havets bund

Tirsdag den 17. april 2018 kan du få lokalhistorie på havets bund, når vi ser nærmere på vraget af Dannebroge og hører om slaget i Køge Bugt oktober 1710. Vi viser dykkernes optagelser fra vraget og hører hele den dramatiske historie om skibets forlis.

Den 4. oktober 1710 udkæmpede den danske og svenske flåde et slag ved Køge Bugt. Det danske linieskib Dannebroge blev ramt, og ilden bredte sig. Kommandør Ivar Huitfeldt kæmpede videre i sit brændende skib, indtil krudtkammeret blev antændt, og skibet sprang i luften. Af besætningen på næsten 600 mand blev kun 9 reddet.

Dannebroge ligger den dag i dag som vrag på bunden af Køge Bugt ca. 7 kilometer fra kysten, og vi ser undervandsoptagelser fra vragpladsen. Mange af søfolkene har deres våde grav derude.

Pensioneret orlogskaptajn Palle Nielsen kan om nogen fortælle den dramatiske historie om slaget i Køge Bugt. Det gør han sammen med Stig Sørensen fra frømandsklubben Kon-Tiki, der fandt vraget af Dannebroge.

Mødet finder sted 17/4-2018 kl. 19-21 på Hermosagård, Bygaden 82.

Deltagelse i mødet er gratis for medlemmer af de to lokalhistoriske foreninger, der arrangerer mødet. Ikke-medlemmer betaler 25 kr. Kaffe, the og kage koster 20 kr.

Tilmelding skal ske til Forstadsmuseet på telefon 36 49 00 30 eller på mail forstadsmuseet@forstadsmuseet.dk

Arrangeres sammen med Hvidovre Lokalhistoriske Selskab.

Generalforsamling torsdag den 15. marts 2018

Torsdag den 15. marts afholder vi årets generalforsamling i Strandens Forsamlingshus.

Vi er så heldige, at forsamlingshuset den aften kl. 19.30 har et foredrag om netop forsamlingshusets historie, og det kan vi deltage i. Vi kan også fra kl. 18 få aftensmad i forsamlingshuset for 50 kr. ved tilmelding senest 12/3 på email bestyrer@strandens-forsamlingshus.dk eller telefon 27 40 70 44.

Efter foredraget – cirka kl. 21 – holder vi generalforsamlingen i forsamlingshusets lille sal.

Dagsordenen for generalforsamlingen er den sædvanlige:
1. Valg af dirigent.
2. Godkendelse af bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3. Godkendelse af regnskabet.
4. Forslag. Her vil bestyrelsen komme med et forslag om at ændre vedtægterne, så vi udvider vores område til at være hele Brøndby.
5. Budget og fastlæggelse af kontingent.
6. Valg af formand, suppleant til bestyrelsen, revisor og revisorsuppleant.
7. Eventuelt.

Øvrige forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være foreningens formand i hænde senest 14 dage før den afholdes. De sendes til Arno, helst på email ahc@brondby.dk

Vi håber at se mange af jer til generalforsamlingen – og til foredraget inden.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Historien i Gaden i Brøndby Strand

Lige her og nu er der en Historien i Gaden-udstilling i Brøndby Strand fra Forstadsmuseet. Den blev indviet fredag den 11. august og hedder “Bygget af Velfærd”. Udstillingerne er fortovsklistermærkeudstillinger og fortæller historien om det mægtige byggeri.


Start foran Brøndby Strand Station og følg klistermærkerne rundt i Brøndby Strand Parkerne. På klistermærkerne kan du scanne QR-coderne med din smartphone og få fortællingen om lige præcis dét sted, du står! Vidste du f.eks. at der skulle have ligget en mælkebar i Esplanadeparken?

Foredrag: Slægtsforskning er også lokalhistorie

Torsdag den 4. maj 2017 kl. 19-21 i Kulturhuset Brønden

Foredraget er gratis og tilmelding er ikke nødvendigt.

Vi bruger slægtsforskning til at se nærmere på de 276 beboere i Brøndby Strand i 1925. Hvem var de, hvad beskæftigede de sig med og hvor kom de fra? Det har vores næstformand Hans Mølgaard gravet i arkiverne efter.

En af de større husstande i 1925 var handelsgartner Svend Bruun. Hans familie på fire personer var udvidet med to tjenestepiger, fem gartnere og otte gartnerielever, som boede og arbejdede på det der i dag har adressen Bådsmandsvej 34-36. Svend Bruun startede som handelsgartner ved Brøndby Strand i år 1900 og dyrkede alle slags grøntsager og frugt på friland. I drivhusene var der vin, tomater, nelliker og orkideer, og gartneriet var blandt Nordeuropas største gartnerier.

For at krydre foredraget med noget mere nutidigt har Hans Mølgaard set nærmere på vores to lokalpolitikere og deres rødder? Hvor kommer deres familier fra, og hvad kan man ellers finde om dem i arkiverne?

Hans Mølgaard har arbejdet med slægtsforskning i mange år og er en erfaren bruger af de mange forskellige arkiver fra fortiden. Kirkebøger, folketællinger, kort, byggesagsarkivet, luftfotos og meget andet kommer i spil, når fortiden skal frem i lyset.

Tag gerne andre interesserede med.

Foredraget er oprettet som et arrangement på Facebook, som du meget gerne må dele med andre eller invitere dem du kender:
https://www.facebook.com/events/421280694909746/

 

Foredrag om svenskernes hærgen i Brøndby


Hør om dengang svenskerne plyndrede Brøndbyøster.

Foredraget fortæller historien om dengang svenskerne i 1658 ankom til Brøndbyøster for at hærge og plyndre byen. Gennem otte lokale historier fortælles den dramatiske beretning, om hvordan det gik de personer, der boede i landsbyen under svenskeskrigene. Historierne rummer alt fra utroskab, pest, plyndringer og et uægte barn.

Kom og hør fortællingerne om hvordan svenskerne benyttede Brøndbyøster Kirke som hestestald og om den arme Jørgen Nielsen der både mistede sin gård og hvis kone var ham utro.

Lokalhistorisk forening for Brøndby Strand har inviteret Katrine Huusom fra Forstadsmuseet til at komme og fortælle om de dramatiske begivenheder under svenskekrigene.

Efter foredraget er der generalforsamling i foreningen.

Arrangementet foregår mandag den 27. februar 2017 kl. 19-21 i Kulturhuset Brønden og er gratis. Du behøver ikke melde dig til. Tag gerne andre interesserede med.

Foredraget er oprettet som et arrangement på Facebook, som du meget gerne må dele med andre eller invitere dem du kender: https://www.facebook.com/events/730294730454174/