Musikken fra 68 i Brøndby Pop Club

Kom og hør om dengang Brøndby Pop Club satte Brøndby på poppens verdenskort

Brøndby Pop Club arrangerede i årene 1967 til 1970 masser af koncerter med de unges musik. Det foregik i den kommunale sportshal Nørregårdshallen med kommunalbestyrelsens godkendelse. Hele den spændende historie om “Brøndby-poppen” fortjener at blive fortalt og vist frem, og det kan vi heldigvis takket være Forstadsmuseets arkiver. Her ligger eksemplarer af klubbens medlemsblad, avisudklip samt diverse sort/hvide fotos fra koncerterne – samt en lydoptagelse vi også får at høre.

“Ivanhoe i Brøndbyerne” hedder det første nummer på Burnin Red Ivanhoes debutplade M144. Det er ikke så underligt, for gruppen fik deres officielle debut den 14. december 1968 i Brøndby Pop Club. Denne koncert gav så megen positiv omtale, at de blev landskendte og fik en pladekontrakt. Det samme gælder andre pop- og beatgrupper fra Danmark og udlandet.

Foredraget holdes i Teatersalen UCN Nykær 44 mandag den 31. august 2020 kl. 19-21.

Deltagelse er gratis for medlemmer af Lokalhistorisk Forening for Brøndby. Ikke-medlemmer betaler 25 kr. ved indgangen.

Vi er nødt til at vide cirka hvor mange vi bliver, og derfor beder vi om tilmelding på lokalhistorie.nemtilmeld.dk/3/

Efter foredraget holder vi en kort generalforsamling i foreningen for vores medlemmer.

Skolerne i Brøndby

Torsdag den 27. februar holder vi et møde om Brøndbys skoler. Der har været mange, og i dag anvendes adskillige af de tidligere skoler til andre formål. På mødet kan alle bidrage med historier fra deres egen skoletid i Brøndby.

Det må naturligvis foregå på en skole, og vi har fået kantinen på Tjørnehøj kl. 19-21. Her er åbent for alle interesserede.